Rødovre Revyen 2018

 

 

 

Rødovre Revyen 2018

... nu med bare damer

 

 

Rødovre Revyen er god underholdning og leveret med stor spillerglæde af et dygtigt team.

Oplev revyen, der rækker langt ud over Rødovres grænser.

 

 

Revyen er en traditionel lagkagerevy med parodier, sange, musik, dans, monologer og masser af komik, der på satirisk vis spidder samfundet, danskerne og verden. Revyen vil indeholde egenproduceret materiale og stræber efter et kunstnerisk og samfundssatirisk niveau.

 

 

 

Kære Publikum!

 

Rødovre Revyens kunstneriske leder byder publikum velkommen til Rødovre Revyen 2018 - nu med bare damer!

 

På Ærø, hvor jeg kommer fra, såvel som så mange andre steder, er der et begreb, der kaldes ‘Den Levende Avis’, der dækker over den sladder og de rygter, der høres og gives videre - ofte i en lettere omskrevet og forbedret udgave - hen over Brugsens køledisk. Revygenren kan I, kære publikum, opleve som et særligt scenisk billede på ‘Den Levende Avis’.

 

Den forarger de mennesker, der selv ikke har det fjerneste imod at lade Brugsens køledisk høre det allerværste sladder og alle de offentlige hemmeligheder, mens den morer dem, der genkender sig selv og andre. Ligeledes stiller den de spørgsmål, vi kun nølende tør erkende, vi har. Den satiriserer over magthaverne, der, som det har vist sig igennem historien, aldrig med alskens censur kan holde meninger og tanker nede. Dette viser sig, hver gang en revy udfoldes på en scene, og udvirker samme resultat, som sovjetledernes taktiske fejltagelse, nemlig at befri borgerne fra analfabetismens kløer, og kan mennesker først læse og forstå, så vil de ganske langsomt også begynde at tænke og tale!

 

Men misbilligelsen er dog det hyppigste og ypperligste, som revyen næres ved i sit materiale. Vi elsker at dyrke den. Kvinderne indrømmer det - næsten. Mændene gør det aldrig!

 

Disse emner, personer og folk, der drøfter og drøftes over køledisken, mener sig i deres gode ret til at riste personer, situationer og foreteelser over en sagte ild eller begræde sager i både ægte og falsk medlidenhed. “Hvor ER det dog synd og skam, at sådan og sådan …” Dertil kommer forargelsen - f.eks. forargelsen over, at man da ikke kan være bekendt at sige eller gøre dét eller dét oppe fra en scene - og her kommer så dobbeltmoralen. For køledisken må gerne høre det hele!

 

Endelig kommer humoren. Den humor, der aldrig kan komme skat og afgifter på. Den humor, der beviseligt er livsforlængende, og som bevirker den fysiske reaktion: LATTER!

Sæt Dem nu godt til rette. Hæld et eller andet op i Deres glas, og lad for en stund verden udenfor passe sig selv, og nyd kvinderne på scenen. Uden dem - og ALLE, der har bidraget til årets forestilling, var intet af det, De nu skal opleve, lykkedes! Til sidst vil jeg blot gøre Volmer Sørensens ord til mine, der, når han stod ude på Bakken, sagde: “Revy er en evig proces - og vi er stadig ikke blevet færdige, så hvis De synes, det er godt, så sig det til alle mennesker, og hvis De synes, det er noget lort, så hold Deres kæft!”

God fornøjelse!

 

Sebastian Bagergaard Rasmussen, instruktør og kunstnerisk leder, Rødovre Revyen 2018

 

 

 

Rødovre Revyen opføres på

Rødovregård "Loen"

Kirkesvinget 1, 2610 Rødovre

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Copyright @ All Rights Reserved